Grundejerforeningen
Skæring Sandager Øst

 
  Forside
Foreningen
Bestyrelse
Nyt fra Bestyrelsen
Deklaration
Vedtægter
Ordensreglement
Generalforsamling
Ejerskifte
Nyttige Links
Kontakt
 

Deklaration

   
Deklarationen er indført i Retten i Århus den 10/2 1986 og tinglyst under nr. 015412.
Nedenstående er et uddrag af den tinglyste Deklaration.

D e k l a r a t i o n

 

Til supplering af lokalplan nr. 244 for Århus kommune, der vedrører matr.nr. 5 eh og 7 de, Skæring By, Egå, bestemmer undertegnede ejere, forpligtende også for efterfølgende ejere, at nedenstående skal gælde for de dele af ejendomme, der den 1. juli 1984 omfattes af lokalplanen.

§ 1.            Grundejerforening

Stk. 1.        Ifølge lokalplanens § 11 skal der stiftes en grundejerforening til at varetage de fælles grundejerinteresser i området.

Stk. 2.        Ejere af ejendomme inden for lokalplanområdet skal være medlemmer af denne grundejerforening. 

Stk. 3.        Grundejerforeningen skal stiftes, når mindst halvdelen af de medlemspligtige grundejere eller magistratens 2. afdeling ønsker det, dog når senest 20 boliger i lokalplanområdet er opførte. 

Stk. 4.        Grundejerforeningen skal modtage skøde på lokalplanområdets friarealer – område II – samt de veje og stier der ikke overtages om offentlige.

Stk. 5.        Grundejerforeningen skal efter krav fra kommunen sammenslutte sig med grundejerforeningen for det vest for tilgrænsende område.

Stk. 6.        Overdragelsen skal ske vederlagsfrit i takt med bebyggelsens opførelse og byggemodningens færdiggørelse.

Stk. 7.        Foreningen skal vedligeholde arealerne og kan selv fastsætte nærmere regler herfor.

Stk. 8         Indtil arealerne overdrages til foreningen, påhviler vedligeholdelsen ejeren.

Stk. 9.        Foreningen skal stedse holde magistratens 2. afdeling underrettet om sin adresse.

§ 2.            Parkeringsforhold

Kun personmotorkøretøjer med en tilladt totalvægt til og med 3.500 kg må henstilles på parcelhusgrunde. Motorkøretøjer af anden art må kun parkere på grunde og vejarealer i det omfang, det er nødvendigt for af- og pålæsning.

Campingvogne, både o.l. må kun anbringes på parcelhusgrunde, når det kan ske uden væsentlig gene for naboerne. 

§ 3.            Ledningsanlæg

Ledninger til lokalplanområdets betjening må etableres i dette og skal henligge uforstyrrede.

De dertil berettigede skal have adgang til eftersyn, reparation og vedligeholdelsesarbejder.

Bortset fra ledninger, der kun betjener den ejendom hvorpå de findes, påhviler ren- og vedligeholdelse grundejerforeningen, hvis dette arbejde ikke udføres af den pågældende forsyningsvirksomhed.

Fremføring og vedligeholdelse skal ske uden væsentlig forringelse af sædvanlige byggemuligheder, og den eventuelt forvoldte skade skal erstattes, så vidt muligt ved retablering.

Der skal så vidt muligt gives berørte grundejere 2 ugers varsel inden arbejdets iværksættelse.

Om de anførte betingelser er opfyldt, afgøres endeligt af magistratens 2. afdeling eller – hvis Århus kommune er part i sagen – af to af parterne valgte voldgiftsmænd, som om nødvendigt selv vælger en opmand.

Ledninger på privat grund skal sikres ved tinglyst deklaration, bilagt målsat rids over deres placering.

Kopi af deklaration med rids skal sendes til de berørte grundejere, grundejerforeningen og stadsingeniøren.

§ 4.            Ubebyggede arealer

Grundene skal holdes i sømmelig stand.

Hvis dette ikke sker, kan grundejerforeningen for lokalplanområdet eller, indtil denne er stiftet, magistratens 2. afdeling lade arbejdet udføre af andre for de pligtige grundejeres regning.

Beplantning på parcelhusgrundene må ikke ved skygge eller kraftig vækst være til væsentlig
gene for naboerne.

§ 5.           Vedligeholdelse af skæring Sandager

Udgifterne i forbindelse med den fremtidige vedligeholdelse af Skæring Sandager, herunder snerydning og renholdelse fordeles forholdsvis mellem de tilgrænsende boligområder.

§ 6.            Civilforsvarsmæssige forhold

I lokalplanområde II reserveres jordarealer på i alt 500 m
2 til civilforsvarsmæssige formål (beskyttelsesrum).

Arealet, der kan opdeles i flere, placeres endeligt af magistratens 2. afdeling efter høring af grundejerforeningen.

§ 7.            Påtaleret og dispensation

Påtaleret vedrørende § 5 2 og 4 har lokalplanområdets grundejerforening, der stiftes i henhold til lokalplanens § 11, medens påtaleretten vedrørende §§ 1, 3, 5 og 6 tilkommer Århus kommune v/magistratens 2. afdeling. 

Dispensationsretten tilkommer alene Århus kommune v/magistratens 2. afdeling efter høring hos grundejerforeningen.

Idet der med hensyn til de ejendomme nu påhvilende servitutter, hæftelser og andre byrder henvises til tingbogen, kan foranstående lyses som servitut på vore ovennævnte ejendomme.

*****************